3. mar. 2014

Spred noget kærlighed!

Fotograf: Sofie 

Jeg ved efterhånden ikke, om I overhovedet ved, hvem jeg er. Det er sgu pinligt, men den her blog har endnu engang haft en terminal fase, hvor der intet nyt under solen har været. Det beklager jeg! Men fortvivl ikke - I er ikke glemt og jeg holder fast ved bloggen til de sidste krampetrækninger. Jeg har dog måtte indse, at mit mål om at blogge hver dag bare ikke kan realiseres, som det ser ud lige nu. Forhåbentligt forstår I og stadig vil læse med! Dette indlæg skal sådan set ikke handle om mig, men om et koncept, som jeg synes at bloggen trænger til at dyrke - også selvom det pågældende koncept er tyvstjålet fra selveste Ms. Sille Who? Jeg fik simpelthen lyst til at sprede lidt bloggerkærlighed her til aften:

Jeg har længe villet skrive om den her kvinde, der både er en kollega og en personlig veninde. Men jeg har udskudt min kærlighedserklæring til hende, simpelthen fordi hun er så frygtelig dejlig, at jeg behøvede tid til at finde ud af, hvordan jeg kunne favne det hele på én gang uden at gøre hende uret. Forhåbentligt får jeg det hele med nu! Ellers har hun nu min tilladelse til at slagte mig bagefter...

Sofie er en dejlig, dejlig kvinde, som jeg mødte første gang via Instagram og ikke igennem den klassiske blogosfære, som man ellers måtte forvente. For at være helt ærlig, så gik der faktisk utrolig lang tid, før jeg overhovedet blev klar over, at hun havde en blog. Før da var hun bare en man fulgte, fordi.. Ja, fordi hun sgu postede nogle ret gode billeder, samt nogle underholdende kommentarer. 

Men eftersom både hendes blognavn og navnet på Instagram klingede en smule pudsigt, blev jeg ret hurtigt interesseret i kvinden bag de gode billeder og underholdende kommentarer. "Verden set nede fra" - det lyder sort, gør det ikke? Men en PRESMA kan spotte den med det samme: Sofie har dværgvækst. Og jeg må indrømme, at jeg blev ovenud lykkelig over at finde ud af, at der er flere af "os" derude - selv her i lillebitte Danmark. Kald mig bare naiv, men jeg havde faktisk regnet med, at en modeblogger i petit størrelse var et mere eller mindre unikt fænomen herhjemme. Hm! Dér kan man bare se? Men sikke en dejlig overraskelse! 

Og endnu en dejlig ting var, at der lige pludseligt blev åbnet en hel del nye døre: pludseligt havde jeg en kollega, som rent faktisk forstod 100% min situation og derved kunne agere sparringspartner med hensyn til bloggen. Sofie var (og er det nu engang stadigvæk!) en gave som sendt for himlen! Det er blandt andet hende, som har givet inspiration til rigtig mange af de ting, som I ser her på bloggen. Gode butikker, egnede tøjmærker osv.

Ms. "Verden set nede fra" er en alsidig blogger - emnerne på hendes indlæg kommer som vinden blæser, men fælles for dem alle er, at de alle er skrevet lige fra hjertet. Sofie er en rigtig gammel sjæl, som altid har et visdomsord med til hendes læsere, selv hvis hendes indlæg blot tager udgangspunkt i en oplevelse i en tandlægestol eller en nybagt cookie. Alt kan ske på hendes blog! Hun giver ganske vist også mode- og skønhedstips, men hun giver også så meget mere end dét; Hun giver overskud og livskvalitet - ting som personligt har hjulpet mig rigtig mange gange og som jeg er sikker på også hjælper andre!

Jeg har udvalgt to indlæg fra hendes blog, som jeg kort vil give en lille introduktion til, simpelthen fordi jeg er helt vild med dem (og så bliver undertegnet i øvrigt også nævnt i dem. Og nej, det er ikke derfor jeg har kastet min kærlighed til dem! Hold nu op - det mener jeg rent faktisk...) :

"Er du for hård ved dig selv?"
Fotograf: Sofie

Allerede ved titlen kan man høre det, ikke? Her kommer en tiltrængt reprimande og indrømmet; Jeg faldt i med begge ben, for jeg havde sgu også brug den kærlige afklapsning. Jeg er vild med dette indlæg, fordi Sofie udviser modet til at stå frem og tage så nådesløst fat i et emne, som mange bare har det rigtig svært ved og som de foretrækker, at gå en stor bue uden om: nemlig selvtilliden. Et velfortjent klap på skulderen og så i øvrigt skide hul i alle de fejl og mangler, som man så stupidt går rundt og tror, at alle andre lægger mærke til. Hvis I en dag har brug for et smil på læben og et anerkendende nik, så vil jeg anbefale, at klikke ind her og læse et utrolig smukt, rørende og helt igennem velskrevet indlæg som bare er fandens godt og som man bliver i så godt humør af at læse!

"Gode tanker er værd at huske & dele"
Fotograf: Sofie

I dette indlæg kan man forhåbentligt fornemme hele essensen af Sofies personlighed og se de træk, som jeg så desperat prøver at beskrive: hendes kærlige væsen og hendes altid rammende visdomsord. Hun er frygtelig kreativ og laver nogle helt igennem fantastisk flotte plakater, hvor hun putter dem i glas og ramme, så de til enhver tid kan hænge hjemme i din stue (ja, du hørte rigtigt - plakaterne sælges for en slik og de skræddersys så de passer lige til dig!) I indlægget fortæller hun lidt om, hvordan hun startede med at lave de her billeder og, naturligvis, kommer hun også med en løftet, omend kærlig, pegefinger (som faktisk tog udgangspunkt i mig. Jaja, you got me girl!) Jeg har fokus på lige netop dét her indlæg, fordi jeg synes, at hun fortjener credit for hendes kreative arbejde og fordi I burde overveje på det kraftigste, at lade jeres helt personlige guideline forevige i et smukt design. Så skynd jer og gå ind her og læs mere.

...For nu at runde det her indlæg af, så synes jeg faktisk bare, at I skulle tage og stalke Sofie på det groveste. Følg hende på Instagram @verdensetnedefra, spam hende med søde og rosende mails, samt ønsker om køb af hendes fede plakater. Så mit råd til jer? Gå ind på http://verdensetnedefra.bloggersdelight.dk/ og følg et liv der er set nede fra - der er flere af "os" derude, end man lige umiddelbart går rundt og tror!
 
Og til dig Sofie? Jeg bliver aldrig så vis som du, så kan kun sige: bliv ved din seje kvinde! 
Lots of love! 

6 kommentarer:

  1. Søde, sødeste Presma. Tusind, mange tak, for dit meget søde og rørende indlæg. Jeg tror, at det er fælles for os alle, når jeg siger, at lidt ros og et skulderklap er rart ind imellem- og det skal du have, ikke bare alverdens tak for, men lige retur i din retning. Du fortjener det i den grad også, særligt her i dit skønne, lille univers i blogland.

    Jeg har altid troet på, at alle mennesker kan bidrage med noget til resten af verden, store som små - Det handler bare om at turde træde ud i lyset og gøre det. Det gør du - og det skal du være stolt af. Endnu engang, tusind tak for dine rosende ord og din iagttagelse af min person, nu endda fra øjenhøjde. Tak :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det manglede da bare min skønne! Og tusind tak skal du have! Rigtig meget held og lykke med skriveriet fremover! <3

      xoxo
      PRESMA

      Slet
  2. Hvor er jeg glad! Jeg har længe læst hendes blog og tænkte at i to burde mødes og snakke om.. Ja... Samme ting som to piger på 1.90 sikkert snakker om... Hvordan i begge formår at se lækre ud trods den træls højde (ja undskyld, men jeg er selv 1.43!)
    Hilsen din trofaste læser Elisa.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej hvor dejligt at du kender til hende, Elisa!
      Tusind tak for din søde kommentar!
      Fortsat god læselyst på bloggen :-)

      xoxo
      PRESMA

      Slet
  3. I was very encouraged to find this site. I wanted to thank you for this special read. I definitely savored every little bit of it and I have bookmarked you to check out new stuff you post.

    Trebinje apartment

    SvarSlet
  4. Good efforts. All the best for future posts. I have bookmarked you. Well done. I read and like this post. Thanks.

    magento development company in London

    SvarSlet

Tusind tak for kommentaren!
- Og kom snart igen <3